Fra den 29. august 2026 til den 24. januar 2027 åbner Statens Museum for Kunst (SMK) dørene for en tankevækkende særudstilling, der sætter fokus på en af samtidskunstens mest relevante bevægelser: det kollektive arbejde. Under titlen ‘Parterapi’ inviteres publikum ind i de kunstneriske fællesskabers verden, hvor samarbejde er både form og indhold.
Udstillingen kaster lys over fire fremtrædende kunstnerduoer, hvis værker udforsker dybe samfundsmæssige temaer. Mød Bank & Rau, Hesselholdt & Mejlvang, J&K / Janne Schäfer og Kristine Agergaard, samt Randi & Katrine. Gennem en mangfoldighed af udtryk – fra skulpturer og installationer til videoværker og performances – behandler de temaer som fællesskab, forbundethed, magt, velfærdsstat, usynligt arbejde og fælles erindringer. For disse kunstnere er selve fællesskabet ikke kun en grundlæggende arbejdsbetingelse; det er også et centralt tema i deres værker og en integreret del af, hvordan kunsten virker.
Denne kollektive tilgang er et bevidst opgør med den traditionelle dyrkelse af ‘det individuelle kunstneriske geni’. I stedet sættes ‘det kollektive geni’ og værdien af talentmiljøer i højsædet. Denne bevægelse afspejler ikke kun kunstnernes interne ønsker, men er også en reaktion på ændringer i kunstinstitutionerne, herunder indflydelsen fra neoliberalisme og kvantitative performancemålinger. Desuden har et forskningsprojekt ved navn ‘Kunsten som Forum’ arbejdet på at udvide kunstbegrebet fra et fokus på den enkelte kunstner til at omfatte kunstens sociale infrastrukturer og fællesskaber.
Med fremkomsten af digitale værktøjer som Google Docs har kunsten fundet nye, flydende arbejdslandskaber for kollektiv produktion. Her kan ‘distribueret agens’ og midlertidig anonymitet træde i stedet for den traditionelle individuelle auteur-persona. Samtidskunstnere opfatter i stigende grad deres arbejde som ‘dialogisk, forbundet, socialt arbejde’ og et ‘kor af stemmer’, hvilket står i skarp kontrast til en isoleret skabelsesproces.
Interessen for kollektive kunstpraksisser afspejler bredere samfundsmæssige spørgsmål om balancegangen mellem fællesskab og individualisme, herunder en kritik af ekstrem individualisme. Kunsten fungerer her som et spejl for samfundet, der både reflekterer og udfordrer nutidige normer, værdier og konflikter, og kan derigennem bidrage til nye perspektiver på fællesskab og selvforståelse. Et markant eksempel på denne udvikling var, da den prestigefyldte Turner Prize i 2019 blev tildelt fire kunstnere som et kollektiv, et valg der blev initieret af kunstnerne selv for at udfordre ‘kunstnermyten’ og fordele prisen ligeligt.
Selvom kollektive arbejdsmetoder signalerer et vigtigt skift væk fra en individorienteret kunstbranche – hvor selve processen bliver et vigtigt, omend ofte usynligt, element i det færdige værk – er der stadig udfordringer. Den nuværende kulturpolitik og kunststøtteordninger er ofte struktureret omkring individuelle kunstnere, hvilket kan skabe forhindringer for kollektiver i deres stræben efter at opnå finansiering for deres fælles kunstprojekter.