I en visuel kultur præget af flygtige skærmflader og øjeblikkelig billedgenerering har tekstilhåndværket opnået en fornyet og central kuratorisk status på førende museer og biennaler. Hvor mediet historisk blev marginaliseret som dekorativ husflid eller underordnet »kvindearbejde« i forhold til maleri og skulptur, peger nutidige kuratorer og teoretikere i stigende grad på trådens og stingets særlige egenskaber som et kritisk korrektiv til den digitale tidsalder.
I den kunstteoretiske diskussion om det materielle vendepunkt, »the material turn«, fremhæves tekstilhåndværk og trådens iboende friktion som en modpol til den digitale sfæres glatte, friktionsløse grænseflader (frictionless interfaces). Forskning og kuratorisk kritik inden for tekstilæstetik understreger, at den moderne tilværelse overstimulerer syns- og høresansen gennem kontinuerligt skærmarbejde, mens den haptiske sans understimuleres. Tekstilers ujævnheder, mikroskygger, trådspænding og vægt etablerer et sanseligt nærvær, der fordrer dvælen frem for hastig scrolling.
Denne modstand mod tempoet er forankret i selve fremstillingsprocessen. Hvert enkelt sting i et broderi forudsætter en fysisk gentagelse, som ikke lader sig accelerere uden et tab af mediets grundsubstans. Hvor den digitale billedproduktion baserer sig på umiddelbar fremstilling, reproduktion og konsum, synliggør broderiet den akkumulerede tid direkte på værkets overflade. Nålens penetration af lærredet udgør en fysisk og kinetisk proces, der knytter værket til kunstnerens egen krop og vejrtrækning frem for ekstern automation.
Den kropslige forankring rækker samtidig ind i det eksistentielle og politiske. Som kurator Lotte Johnson har bemærket, tilbyder tekstiler et radikalt udtryksrum på grund af deres intime forbindelse til kroppen; mennesket svøbes i stof ved både fødsel og død, hvorved tråden kan fungere som et kropsligt forankret sprog over for magtstrukturer og traumer.
Historisk set har stinget en kompleks arv. I værket The Subversive Stitch: Embroidery and the Making of the Feminine (1984) dokumenterede kunsthistorikeren Rozsika Parker, hvordan broderiet blev anvendt disciplinerende til at indskrive kvinder i en passiv, tavs og hjemlig femininitet, samtidig med at det fungerede som et skjult rum for subversiv agitation. Nutidige kunstnere genindtager det tålmodige og tidskrævende sting som en bevidst politisk afvisning af kapitalistiske effektivitetskrav og patriarkalsk hastighed frem for underkastelse.
Blandt de kunstnere, der arbejder med denne modvægt, er danske Gudrun Hasle, som konsekvent anvender håndbroderi til at udfordre hastighed og overfladisk perfektion. Samtidig udelukker tekstilkunstens taktilitet ikke den teknologiske sfære. I medieteorien regnes Jacquard-væven med hulkort som en direkte forløber for computere og binær kodning, og mange samtidskunstnere afviser ikke det digitale, men arbejder i et spændingsfelt, hvor digitale forlæg, scannere eller CAD-mønstre forstyrres eller oversættes af analoge, manuelle sting.
Tekstilmediets politiske og sanselige rækkevidde blev blandt andet udfoldet i referenceudstillingen Unravel: The Power and Politics of Textiles in Art, der samlede 50 internationale kunstnere – heriblandt Ghada Amer, Pacita Abad, Nicholas Hlobo og Magdalena Abakanowicz – på Barbican Centre og Stedelijk Museum. Udstillingen understregede, hvordan tekstilkunstens langsomhed og materielle nærvær fortsat danner en slagkraftig platform for kritisk stillingtagen i en accelererende samtid.